I 1733 rejste den danske konge Christian d. 6. til Norge sammen med sin hustro Dronning Sofia Magdalene. I over 4 måneder rejste de rundt for at bese og blive set.
Kong Christian d. 6 og Sofia Magdalene er kendt som Danmarks kedeligst kongepar. De var pietister, stod bag love der forbød morskab om søndagen og morede sig selv mest med elfensben-drejeri og fællesbøn. 1733 var også året hvor stavnsbåndet blev indført, så samtiden var ikke begejstrede for den danske konge.
Rejsen til Norge var et præstige-projekt der skulle vise den danske kongemagt frem overfor de norske undersåtter – og som noget nyt havde Christian belsuttet at tage Sofie Magdalene med.
Følget var på mere end 180 personer og fra kilderne er der bevaret en fuldstændig gennemgang af rejsens forløb. De besøgte landets fæstningsværker, seværdigheder som Sarpsfossen og sølvværkerne i Kongsberg og selvfølge alle kirkerne på ruten.
Kongens følge rejste på trods af landskabet og vejrets mange forhindringer, overalt båret frem at lokal-befolkningens indsats.
De 188 deltagere giver et rigt persongalleri. Man har kongeparet, der tydeligvis er blinde for den virkelige verden. Deres ældste søn (den senere kong Fredrik d. 5.) gjorde oprør mod sine forældres strenge opdragelse i den grad, at faderen overvejede at umyndiggøre sønnen. Da han endelig blev konge var han så alkoholiseret, at landet reelt bliv styret af overhofmarskal Moltke.
Kronologien ligger fast fra afrejsen i København i maj 1733, over ylland og Fyn, til Oslo og op langs den norske højderyg, og sejlturen hjem igen. Man kender hændelserne, farerne, festerne og så videre.
Rollespil?
Rejsen er oplagt til humoristisk rollespil. Men har et kendt persongalleri og en fast kronologi, samt en i bund og grund ganske latterlig kontekst. Billederne fra rejsen giver et tydeligt billede af kontrasten mellem de fisefornemme barok-hof og den mudrede og farlige rute man valgte.
Enten kan det bygges op episodisk (ala PTA) eller mere som bi-persons-rollespil (ala Badehotellet), eller man kunne fokusere mere på rejsen og spille det ala Mountain Witch. Måske endda kombinere det med en anden gammel ide og spille det som fortællinger blandt tyendet?
Jeg kan under alle omstændigheder godt lide upstairs/downstairs vinklen. Måske med parallel-fortællinger? Man spiller først hændelse set fra hoffets side og hører så tyendet genfortælle – eller omvendt.
5 Comments
Jeg vil den næste tid flæske detaljerne ud. Personer, steder, kronologi og ideer.
Tak Anders!
Det er jo sjette Christian, der drager overraskende ind i inspirationefeltet med et følge på 188 personer! Og i Norge. typisk. Hans fars Store Rejse var til Italien og Frankring, og han havde IKKE konen med. Næh; hun vågnede op en morgen og så var gemalen skredet. Med et følge på 40 (beskedent). Til gengæld blev derr lavet regatta til ære for han i Venedig, og han fik lov at køre solkongens karet.
Ovenstående var et sidespring! Om festlige Fr IV, og ikke Chr. som vi andagtsfuldt bør mindes.
Well, Norge altså og barok, og hoffet, hvor den samvittighedsfulde monark er det splendide midtpunkt, med intrigerne kørende om udnævnelser og titler. Men bare duspillet i lavloftede tilrøgede træstuer. Og i tilstedeværelser af lokale birkedommere og sorenskrivere, der også har deres dagsordener.
Og barok. Det er sgu’ barok, så meget så det nærmest er gotisk. Det er endda tysk barok, og ikke rokoko. Hhvilket muligvis er en biting, men det er et hof der taler tysk – og lever i bøn og luksus, og drejer elfenben – og fanema psykedelisk-agtig elfenben, som den dag idag er udstillet i kælderen til Rosenborg
Og på dette tidspunkt anbefaler jeg min egen blog, medsamt gennemgang af enevoldskonger
Komedie altså. Nejnej, Siette Christierns tid var IKKE til komedie. Heller ikke for nordmænd. Holberg havde skrevet sine komedier før han kom til og gjorde den slags forbudt, så den gode professor & baron var henvist til at skrive moralske epistler og udgive Nils Klim anonymt. Må jeg bede om ANDAGT Herr Skovmand Baggaard – ANDAGT og PIETET. Må vi bede om scenariet handler om hvorledes den enevældige konge af Norges og Danmarks Rige (de Gothers og Wenders Island, Grønland, Ditmarskel Slesvig-Holsten og Delmenhorst, og alt det lir) hvorledes han formår at døme og gåre godt på sin rejse i Norge (udover at bede for sjælens Frelse og ihukomme Forfængelighed ved krydsning af farlige slugter.
Det her må jeg kommentere noget mere! Men ikke nu. Naade!
Men for at afslutte med Kongens egen devise: For Gud og folket
NB: Herr Hartvigsons navnefejl er rettet i ydmyghed
Og Guds Død om jeg ikke kommer til at kalde Christian for Frederik et sted deroppe. Efter tyve år som historiker, og det roder endnu!
Ups! Barok – jeg retter sofort!
Er det noget sjovere end folk som forsøger ikke at være sjove?
Jeg skal have scanneren i gang så alle kan se de gale billeder af det kongelige følge i muderet og på de stejle bjergsider.
Unge Herr Skovgaard.
De burde blogge mere om historie og mindre om rollespil.