De burde blogge mere om historie og mindre om rollespil.

Er det noget sjovere end folk som forsøger ikke at være sjove?

Jeg skal have scanneren i gang så alle kan se de gale billeder af det kongelige følge i muderet og på de stejle bjergsider.

Det er jo sjette Christian, der drager overraskende ind i inspirationefeltet med et følge på 188 personer! Og i Norge. typisk. Hans fars Store Rejse var til Italien og Frankring, og han havde IKKE konen med. Næh; hun vågnede op en morgen og så var gemalen skredet. Med et følge på 40 (beskedent). Til gengæld blev derr lavet regatta til ære for han i Venedig, og han fik lov at køre solkongens karet.

Ovenstående var et sidespring! Om festlige Fr IV, og ikke Chr. som vi andagtsfuldt bør mindes.

Well, Norge altså og barok, og hoffet, hvor den samvittighedsfulde monark er det splendide midtpunkt, med intrigerne kørende om udnævnelser og titler. Men bare duspillet i lavloftede tilrøgede træstuer. Og i tilstedeværelser af lokale birkedommere og sorenskrivere, der også har deres dagsordener.

Og barok. Det er sgu’ barok, så meget så det nærmest er gotisk. Det er endda tysk barok, og ikke rokoko. Hhvilket muligvis er en biting, men det er et hof der taler tysk – og lever i bøn og luksus, og drejer elfenben – og fanema psykedelisk-agtig elfenben, som den dag idag er udstillet i kælderen til Rosenborg

Og på dette tidspunkt anbefaler jeg min egen blog, medsamt gennemgang af enevoldskonger

Komedie altså. Nejnej, Siette Christierns tid var IKKE til komedie. Heller ikke for nordmænd. Holberg havde skrevet sine komedier før han kom til og gjorde den slags forbudt, så den gode professor & baron var henvist til at skrive moralske epistler og udgive Nils Klim anonymt. Må jeg bede om ANDAGT Herr Skovmand Baggaard – ANDAGT og PIETET. Må vi bede om scenariet handler om hvorledes den enevældige konge af Norges og Danmarks Rige (de Gothers og Wenders Island, Grønland, Ditmarskel Slesvig-Holsten og Delmenhorst, og alt det lir) hvorledes han formår at døme og gåre godt på sin rejse i Norge (udover at bede for sjælens Frelse og ihukomme Forfængelighed ved krydsning af farlige slugter.

Det her må jeg kommentere noget mere! Men ikke nu. Naade!

Men for at afslutte med Kongens egen devise: For Gud og folket

 NB: Herr Hartvigsons navnefejl er rettet i ydmyghed